Opskrift på vegetarisk risotto

Jeg ELSKER simpelthen denne risotto! Desværre var det kun den 1-årige som kunne lide den. De to 4-årige nægtede at spise den. Jeg læste engang at børn skulle smage mad op til ti gange inden de kunne lide den, så jeg gav ikke op så let. Jeg lavede denne ret flere gange, men hver gang det samme resultat fra de 4-årige. En aften fandt jeg på, at for hver gang de smagte en skefuld måtte de tænde en tændstik. Der gik helt sport i det, og de spiste masser af risotto og tændte et hav af tændstikker. Det endte endda med at Emilia hamstrede den sidste skefuld, så hun var sikker på at have nok til at holde tændstikkerne i gang.

Opskrift på vegetar risotto med ost og peberfrugter

et par spsk olie

1 løg, fint hakket

3 fed hvidløg, pressede

skallen af en 1/2 økologisk citron, fint revent

300 g risottoris (eller almindelige ris hvis du ikke lige har risottoris)

8 - 10 dl grøntsagsbouillon, kogende

100 g revent ost

3 peberfrugter, gerne i forskellige farver, det er så flot

Sautér løg og hvidløg i en gryde i olien. Tilsæt ris og steg til de bliver klare. TIlsæt revent citronskræl og derefter den kogende grøntsagsbouillon lidt efter lidt, mens du rører i retten. Kog ved svag varme til risene er møre, det tager ca 20 minutter. Rør i risottoen en gang imellem, så den ikke brænder på.

Mens risottoen koger skæres peberfrugterne i skiver og steges på en pande

Når risottoen er kogt færdig røres den revne ost i og de stegte peberfrugter kommes ovenpå.